PRESSEMEDDELELSE: Fire erhvervsskoler går sammen om at sikre landsdækkende kvalitet på uddannelser
Erhvervsuddannelser i topklasse og et stærkere samarbejde med virksomhederne. Det er målet for Craft Nation – et nyt initiativ igangsat af de fire erhvervsskoler Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, TECHCOLLEGE, Syddansk Erhvervsskole og Roskilde Tekniske Skole. I første omgang startes samarbejdet op på elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen.
Med ansættelsen af Lasse Lyngholm som leder af Craft Nation fortsætter de fire erhvervsskoler Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, TECHCOLLEGE, Syddansk Erhvervsskole og Roskilde Tekniske Skole oprustningen af ny fælles indsats.
"Craft Nation skal være kendt for høj kvalitet, og netop det er kernen i samarbejdet mellem de fire skoler, hvor skolerne er sammen om at uddanne fremtidens faglærte til brancherne. Craft Nation-skolerne skal være kendt af elever og virksomheder som det sikre skolevalg, hvor elever og virksomheder kan forvente samme høje kvalitet i undervisningen på alle skoler," siger Lasse Lyngholm.
Formand for Craft Nation-styregruppen, Allan Kortnum fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, lægger også vægt på kvalitet som omdrejningspunkt for det nye samarbejde.
"Craft Nation bliver et kvalitetsstempel for de uddannelser, der bliver omfattet af samarbejdet. Der er næppe tvivl om, at vi ved at samarbejde om udviklingen af uddannelserne kan styrke fagmiljøerne, så vi kan levere uddannelse på et endnu højere niveau, end hvis det blot var den enkelte skole alene. Fremadrettet vil Craft Nation-samarbejdet skabe et stærkere og mere fleksibelt uddannelsesudbud på landsplan til gavn for både elever, lærlinge og virksomheder," siger Allan Kortnum.
Fra kompetenceudvikling til netværk
Som det første har skolerne fokus på at afprøve indsatser, der kan styrke undervisningen på elektrikeruddannelsen og VVS-energiuddannelsen – bl.a. i form af fælles kompetenceudvikling af faglærere, udvikling af undervisningsforløb og materialer samt netværk for ledere og faglærere.
"Kvaliteten på uddannelserne er god, men den kan blive endnu bedre. Der er et stort potentiale i, at vi på tværs af skolerne udvikler de fag- og vidensmiljøer, som hver skole har. Ved at udvide det kollegiale fællesskab på alle niveauer får skolerne mulighed for at hente ny viden og inspiration hos hinanden. Derudover har vi sammen mulighed for at udvikle faglærernes kompetencer og sikre høj kvalitet undervisningen, så eleverne kan tilegne sig nyeste viden og de kompetencer som efterspørges af virksomhederne fx inden for grøn omstilling," siger Lasse Lyngholm.
Sammen om udvikling af undervisningen inden for grøn omstilling
Craft Nation-skolerne har for nylig sendt ansøgninger til Undervisningsministeriets Grønne Pulje, der er rettet mod udvikling af undervisningsforløb inden for bæredygtighed og grøn omstilling på erhvervsuddannelserne.
"Udvikling af fælles undervisningsmateriale, som kan bruges på tværs af skolerne, udnytter den højt specialiserede viden, som allerede findes i de enkelte fagmiljøer – både inden for fagområdet og pædagogisk. Grøn omstilling er et vigtigt indsatsområde for alle fire skoler og på elektriker- og vvs-energiuddannelsen især, så det er naturligt, at vi i fællesskab søger midler fra den grønne pulje. Samtidig har vi mulighed for at gå forrest og bidrage til udvikling af nye forløb, som også kan komme andre skoler til gavn," lyder det fra Lasse Lyngholm.